Solcellepark – opdatering 29-08-2023

Solcelleparken mellem Røjle, Vejlby og Staurby er nu behandlet i Økonomiudvalget i Middelfart Kommune – og forventes sendt i høring i den kommende tid.

Du kan læse mere om sagen her https://middelfart.dk/politik/udvalg/okonomiudvalget/?agendaFolder=2023-08-23%2013.05.04

Du er velkommen til at kontakte lokaludvalgets formand, Marc Melgaard på lokaludvalget@rojlehalvoen.dk, hvis du har kommentarer, indspark til høring eller andet, vi i lokaludvalget bør vide.

Fra økonomiudvalgets dagsorden:

339. Igangsætning af planlægning for solcelleanlæg ved Staurby/Røjle

Sagsnummer: 2021-008415

Sagsbehandler: Winnie Lund

Præsentation

Udvalget skal beslutte, om planlægning for teknisk anlæg til solceller ved Staurby skal sættes i gang. Det omfatter lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2021-2033 samt miljøvurdering af planerne og miljøkonsekvensvurdering af projektet. 

Forvaltningen foreslår

  • At kommune- og lokalplanlægningen samt miljøvurderingen for solcelleanlægget bliver sat i gang, 
  • at der bliver indkaldt til ideer og forslag i 4 ugers offentlig høring fra 6. september til 4. oktober 2023 i forhold til bestemmelser i Planloven og bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), og
  • at der holdes borgermøde 13. september indenfor høringsperioden i forbindelse med indkaldelse af ideer og forslag.

Sagsbeskrivelse

Middelfart Kommune har modtaget ansøgning fra bygherren/investor i november 2019 om planlægning og frivillig udarbejdelse af en samlet miljørapport og miljøkonsekvensrapport (VVM) for et solcelleanlæg ved Staurby, øst for Middelfart og motorvejen.

Se Bilag 1. Folder med indkaldelse af ideer og forslag.

Anlægget ønskes placeret på 85 ha. landbrugsjord mellem Røjle, Staurby og Vejlby. Der forventes en årlig ydeevne på ca. 110.400 MWh fra solcelleanlægget. Strømproduktionen vil kunne dække ca. 24.000 husstandes elforbrug. Anlægget har tilhørende tekniske bygninger og tilslutning til eksisterende transformerstation ved Ryttergården/Graderup.

Se Bilag 2. Projektbeskrivelse for solcelleanlæg i Staurby

Oversigtskort over det ansøgte areal 

Planlægning og miljø-vurdering

Der er en række særlige hensyn og problemstillinger, som skal afdækkes i den kommende planlægning og miljø-vurdering. Bygherren skal blandt andet redegøre for at solcelleanlægget ikke udgør en risiko for grundvandet, og for hvordan det vigtige og følsomme drikkevandsreservoir under arealet kan beskyttes og overvåges. Det skal også afdækkes, hvordan anlægget kan bidrage til mere natur og hvilken beplantning der kan afskærme for indsigt til anlægget. 

Plangrundlaget skal ifølge miljøvurderingsloven også redegøre for væsentlige miljøpåvirkninger. Der skal udarbejdes en miljørapport med en miljø-vurdering både af planerne og for det konkrete solcelleprojekt (miljøkonsekvens-vurdering). Bygherre har ansøgt Middelfart Kommune om frivillig miljøkonsekvens-vurdering (VVM) for projektet.

I forbindelse med miljøvurderingen udarbejdes et afgrænsningsnotat, der beskriver planlægningens og projektets hovedindhold og forholdet til en bred vifte af miljøemner i henhold til miljøvurderingslovens regler. Det foreløbige udkast til afgrænsningsnotat offentliggøres nu, så borgere, foreninger og berørte myndigheder har mulighed for at give forslag og bemærkninger så tidligt i i processen som muligt. Det endelige afgrænsningsnotat vil bl.a. blive baseret på de indkomne bemærkninger fra høringen. Middelfart Kommune har foreløbigt vurderet, at miljøvurderingen (MV og VVM) kan afgrænses til at omfatte følgende miljøemner:

  • Landskab og visuelle forhold
  • Natur, fauna og beskyttede arter
  • Grundvand og drikkevandsinteresser
  • Jord, arealforbrug
  • Klima- og luftkvalitet

Se Bilag 3 Forslag til afgrænsningsnotat for miljøvurdering/miljøkonsekvensvurdering.

Økonomi

Erstatning og værditab

Erstatninger og værditab er bestemt ved anden lovgivning, VE-loven m.m. og forvaltes af Energistyrelsen. Der vil være et sideløbende forløb med Energistyrelsen med information til naboer om erstatninger m.m.

Lov om fremme af vedvarende energi indeholder fire ordninger, der har til formål at fremme lokalbefolkningens accept af udbygningen med vindmøller og solcelleanlæg. Ordningerne administreres af Energistyrelsen. Læs om reglerne for erstatning og værditab på energistyrelsens hjemmeside: ens.dk 

De fire ordninger er:

  • Værditabsordningen, som giver naboer og lokale borgere mulighed for at få vurderet og udbetalt et værditab på deres bolig forårsaget af vindmølle- og solcelleanlægget.
  • Salgsoptionsordningen, som giver de nærmeste boligejere mulighed for at sælge deres beboelsesejendom til VE-anlægsejeren, hvis der er et vurderet værditab på over 1 pct.
  • VE-bonusordningen, som giver de nærmeste naboer til VE-anlæg ret til at modtage en årlig bonus, som baseres på anlæggets produktion og betales af VE-anlægsejeren.
  • Grøn pulje, som forpligter VE-opstillerne til at indbetale et engangsbeløb til den kommune, anlægget opstilles i.

Til gavn for naboer og lokalområdet

Middelfart Kommune har indledt dialog med investor om, hvordan solcelleanlægget kan komme de nærmeste naboer og lokalområdet direkte til gavn, fx ved lokalt medejerskab, aftaler om direkte køb af elektricitet, bidrag til varmeforsyning og bidrag til lokale aktiviteter o.l. samt om hvordan anlægget kan bidrage til mere natur og afskærme for indsigt til anlægget. Dele af denne proces er ikke del af planudarbejdelsen, men sker sideløbende i en dialog om frivillige aftaler, der kan sikre at anlægget kommer de nærmeste naboer, virksomheder og lokalområdet direkte til gavn.

Høring

Indkaldelse af ideer og forslag i 4 ugers offentlig høring fra 6. september til 4. oktober 2023 i forhold til bestemmelser i Planloven og bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), samt at der holdes borgermøde indenfor høringsperioden.

Klima & bæredygtighed

Anlæg af solceller er i overensstemmelse med Middelfart Kommunes politiske mål om at øge indsatsen for grøn omstilling med ophæng i DK2020-planen, med særligt fokus på energi-besparelser, udrulning af grøn varme, forøgelse af produktion af vedvarende energi og tiltag i forhold til transport og landbrug, således at målet om CO2 neutralitet i 2050 kan nås. Grøn strøm til 24.000 husstande er et væsentligt bidrag til kommunens andel af opfyldelse af de nationale klimamål.

Behandlingsplan

Økonomiudvalget 29. august 2023 kl. 15:30

Bilag

Bilag 1 Folder

Bilag 2 Projektbeskrivelse for solcelleanlæg i Staurby

Bilag 3 Forslag til afgrænsningsnotat for miljøvurderingmiljøkonsekvensvurdering_forhøring